|
|
| |
“On the Shoulders of Giants”
16. april – 15. Maj 2010
"On the Shoulders of Giants" er Troels Aagaards anden soloudstilling hos galleriet, og som den første udstilling, Breaking the fourth Wall er også denne udstilling bevidst i sin brug af billedskabende titler med flere læsningsmodeller.
Titlerne er billeddannende og bliver katalysatorer for forskelligartede associationer, og selv om værkerne undsiger sig repræsentation, så er det blandt andet ved hjælp af disse sproglige konnotationer, at man som beskuer finder spor af andet end det rent maleriske.
Troels Aagaard sampler det gamle og det nye med respekt for kunstens giganter, og selv om henvisningerne spænder fra Nicolas Poussin over Robert Morris til Paul Gadegaard, fremstår udstillingens værker umiskendeligt som tilhørende hans eget nutidige univers. Det viser sig i interessen for strukturer og systemer, og ikke mindst en dekonstruktion eller forskydning af disse som oftest rumlige, pseudo-videnskabelige eller auditive strukturer.
Som tidligere, befinder værkerne på denne udstilling sig i et udvidet malerisk felt. Aagaards interesse for det rumlige overfor det flade viser sig i flere af værkerne. Maleriernes objektkarakter understreges desuden af rammer, der ofte bølger og bugter sig, krøller og stritter og nægter at give sig til kende som almindelige malerier, men fremstår som bastardiserede sammensatte størrelser. |
|
|
|
|